Videnskabfolk går på barrikaderne verden over

Verden over går forskere i dag på gaden i protest mod alternative fakta og politikernes forvanskning af videnskabelige resultater. Astrofysiker Anja C. Andersen understreger dog, at March for Science også er en fejring af videnskabens bidrag til menneskeheden.

”I kan spørge mig om hvad som helst – der er ingen dumme spørgsmål,” forsikrer Anja C. Andersen, der er astrofysiker og ekspert i stjernestøv ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

Et kort øjeblik tøver de 13-14-årige elever i den ene af de tre science-klasser på Ulkebøl Skole i Sønderborg. Det er ikke hver dag, at klassens piger og drenge har besøg af en forsker, som er kendt fra fjernsynet, men nysgerrigheden får hurtigt overtaget blandt de unge nørder, som deres klasselærer Susanne Jacobsen med slet skjult stolthed kalder sine elever.

”Hvor meget viden får man egentlig ud af en rummission?” vil en af pigerne gerne vide, efter at Anja C. Andersen har forklaret, hvad det koster at sende raketter ud i rummet.

Spørgsmålet imponerer, fortæller astrofysikeren senere over frokost i lærerværelset, inden hun skal nå toget tilbage til København:

”Det er meget voksent – og et spørgsmål, vi hele tiden skal stille os selv, for vi har jo ikke uendelige ressourcer.”

Hun nævner gummisko, teflon og mikrobølgeovne som blot nogle få eksempler på den lange række af produkter, menneskets ture i rummet har kastet af sig, men hun påpeger, at man sjældent på forhånd kan vide, hvor forskningen vil føre én hen. Tag for eksempel opdagelsen af penicillin. Det skete ved et tilfælde, da lægen Alexander Flemming var i færd med at kortlægge en række bakterier, men i stedet stødte på en svamp, der kunne slå bakterierne ihjel. Eller hvad med de MR-scannere, der kan vise billeder af vores kroppe indeni, uden at lægerne behøver at skære os op?

“Der sad nogle fysikere i en kælder og var betagede af atomkernernes magnetiske resonans. Senere fik de den ide, at de ved hjælp af resonans kunne kortlægge materialers indre, og derfra var der ikke langt til at tænke på menneskets krop også,” fortæller Anja C. Andersen.

Alternative fakta

Det er ikke tilfældigt, at hun nævner en opdagelse som penicillin, der er blandt de videnskabelige landvindinger, der har haft størst betydning for menneskeheden. I en tid med alternative fakta, hvor der bliver stillet spørgsmål ved selve den videnskabelige metode, er det vigtigere end nogensinde før, at forskere fortæller deres historier, og det er blandt andet derfor, at hun har sagt ja til at være talsperson for March for Science i København. Marchen, der finder sted i dag i mere end 500 byer verden over, blev udtænkt i Boston i USA af forskere, som ønsker at advare mod de kræfter, der forsøger at mistænkeliggøre viden og ekspertise.

”I lyset af en alarmerende tendens, hvor videnskabelig konsensus miskrediteres, og hvor forskningsresultater forsøges begrænset, må vi spørge: Kan vi holde til ikke at råbe op i forsvar for videnskaben?” spørger arrangørerne på marchens internationale hjemmeside.

For mange af de amerikanske forskere er det valget af Donald Trump til præsident, der har fået bægeret til at løbe over – ikke mindst hans afvisning af menneskeskabte klimaforandringer, som ellers er slået fast af videnskaben én gang for alle. Men for Anja C. Andersen har tendensen til at afvise videnskabelig konsensus, hvis den kolliderer med éns verdensbillede, ikke ny. Internettet og de sociale medier har i et årti presset på udviklingen, så i hendes øjne er der brug for, at forskere i hele verden trække en streg i sandet, uanset hvem der måtte sidde i Det Hvide Hus.

”Der kører en del debatter, hvor nogle spørger: Kan vi overhovedet vide noget? Er al erfaring ikke lige god? Og der må vi som forskere sige nej. Noget viden er bare mere velfunderet end andet. Man kan altid google og finde en lille rapport, som bakker det synspunkt, man havde i forvejen, op, men det er ikke det samme som den videnskabelige konsensus, der bygger på mange års forskning udført af videnskabsfolk i hele verden,” siger hun.

En del af udfordringen ligger i selve den videnskabelige metode. Man får nemlig ikke en forsker til at sige, at noget er 100 procent bevist. Der vil nemlig altid kunne dukke nye brikker til puslespillet op, som gør, at videnskabsfolk må ændre deres opfattelse af verden – og gladeligt gør det, når nye resultater peger i en ny retning. Biologen J. B. S. Haldane (1892-1964) blev således engang spurgt, hvad der kunne få ham til at ændre hans indstilling til evolutionsteorien.

”En præ-kambrisk kanin!” svarede han med henvisning til, at alle fossiler er fundet i lag, der stemmer overens med den tidslinje, evolutionen tilskriver. Fundet af en kanin i de 500 millioner år gamle kambriske lag ville svare til at finde en dinosaurus sammen med et fortidsmenneske.

Hvor går grænsen?

At den videnskabelige metode vitterligt er under beskydning, fandt Anja C. Andersen ud af, da hun for nylig blev ringet op af en journalist, der ville vide noget om, hvilke beviser der er, for at jorden er rund og ikke flad, som tilhængerne af Flat Earth Society mener. Hun nævnte skibe, hvis master rager op over horisonten, formen på jordens skygge under en måneformørkelse og billeder taget af satellitter og astronauter, hvorefter journalisten bevægede sig ind på forskellige argumenter fremsat af konspirationsteoretikere.

”Først var jeg egentlig fascineret. Tænk, at der findes mennesker, som kan læse og skrive, men som alligevel tror, at jorden er flad! Jeg synes dog, det er tankevækkende, hvis vi når dertil, hvor folk ikke blot benægter fakta, men selve naturlovene – det er jo kræfter, vi ikke kan kæmpe imod,” siger hun.

Hvorfor er det så vigtigt at gå i rette med eksempelvis Flat Earth Society – der er jo ingen lov imod at være tåbelig?

”Man kan da godt tænke ’herregud’ om dem, men hvor går grænsen? Hvis det er okay at benægte fakta og holde krampagtigt fast i en forkert teori, lyver man for sig selv og andre. Hvis ikke vi forpligter os på at opsøge fakta og reagere ud fra det, vi ved, maler vi os op i et hjørne, og det kan sætte liv på spil.”

Hun nævner det danske grundvand som et godt eksempel. I Danmark har vi hidtil været i den privilegerede situation, at vi bare kan åbne for hanen, når vi er tørstige, mens man i mange andre lande på rense vandet først eller tilsætte klor. Nedsivning af kemikalier – eksempelvis fra landbruget – kan dog betyde, at vi enten må droppe vores nul-tolerance over for forurening af vandboringer, eller at vi må til at rense grundvandet, før vi bruger det.

”Det bliver en svær diskussion, og da det kan blive dyrt, kan det være fristende for politikere ikke at sætte penge af, når vi som forskere ikke kan sige med sikkerhed, hvor problematisk fremtiden vil blive,” siger hun.

Fordi den virker!

Hun understreger, at selv om videnskabsfolk er de første til at indrømme, at de ikke ved alt, bør man ikke forkaste den videnskabelige metode, blot fordi ny viden kan få konsensus til at ændre sig.

”Klimaet er et uhyre komplekst system, men modellerne bliver bedre og bedre. Der er videnskabeligt ingen tvivl om, at vi går mod en varmere fremtid, og at opvarmningen er menneskeskabt, men vi er stadig ikke helt klar over, med hvilken hastighed det kommer til at ske. Men blot fordi vi ikke er enige om de sidste 5 procent, er der jo ingen grund til at smide de 95 procent, som vi faktisk ved, overbord.”

Men hvorfor er det lige den videnskabelige metode, der er bedst?

”Fordi den virker! Når vi vaccinerer, forhindrer vi alvorlige sygdomme, når vi tænder for fjernvarmen, bliver det varmt derhjemme, og når vi sender en sonde ud til Pluto, kan det godt være, dværgplaneten ser anderledes ud, end vi havde forestillet os, men den befinder sig hvor den skal.”

Det er Anja C. Andersens håb, at March for Science får folk, som ikke selv er forskere, på gaden, så de kan være med i debatten – både for at få mere at vide om den videnskabelige metode, men især også, fordi hun ser situationen i et langt bredere perspektiv.

”Det er da et problem for vores demokrati, hvis debatten udelukkende foregår mellem teknokrater og politikere, for i sidste ende handler det jo også om, hvordan vores begrænsede ressourcer bliver fordelt.”

Tilbage i festsalen på Ulkebøl Skole er der – bortset fra Anja C. Andersens stemme – efter næsten en times foredrag for skolens ældste klasser stadig stille. Og det er endda første dag efter påskeferien. Astrofysikeren er nået til historien om rumsonden Rosetta, hvis landingsmodul, Philae, i 2014 landede på kometen 67P. Kometens form som en badeand – forskerne havde regnet med, den ville være rund – vanskeliggjorde landingen, og Philae endte i skyggen, hvor dens solpaneler ikke kunne bruges. Det lykkedes imidlertid holdet på jorden – mere end 500 millioner kilometer væk – at få Philae til at ’hoppe’, så der alligevel kom billeder hjem fra rummet.

”Det var hjernernes triumf!” udbryder astrofysikeren.

Fakta: Videnskabelig konsensus

Forskere taler sjældent om sandheder eller endegyldige beviser. Det ligger nemlig i den videnskabelige metode, at man skal være villig til at ændre holdning, hvis evidens går imod den viden, man hidtil har haft.

I stedet taler man om videnskabelig konsensus, som er et udtryk for den enighed, forskere på et område har, og som bygger på mange års forskning i mange forskellige lande.

Videnskabelig konsensus ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden – der skal omfattende forskning til.

Derfor skal man også være skeptisk over for enkeltstående resultater, der peger i den helt anden retning end konsensus. Resultatet behøver ikke at være forkert, men kan blot være en statistisk afvigelse, som når en vinter i Danmark kan blive usædvanlig kold, men ikke ændrer billedet af, at verden bliver varmere og varmere.