Generalprøven på Holocaust

I efteråret 1945 begyndte en retssag mod en gruppe tyske læger og sygeplejerskeri byen Hadamar. Sagen fik stor betydning for opgøret med nazisternes forbrydelser, men tragisk nok førte den ikke til, at retfærdigheden skete fyldest for ofrene og deres pårørende.

På en sensommeraften i 1941 kaldte lederen af det psykiatriske hospital i Hadamar sydøst for Køln personalet sammen i den ene fløj i den massive teglstensbygning, hvorfra de havde udsigt over det meste af byen.

Der blev delt øl ud til både læger, sygeplejersker og portører, for efter mindre end et år, var de nu nået til patient nummer 10.000. Den ene øl tog den anden, nogen tændte for en grammofon, så festlig musik gjaldede ud gennem de åbne vinduer, og snart bevægede de ansatte sig i procession ud på græsset foran hospitalet.

Processionen fortsatte ned i de labyrintiske gange under bygningen med den administrative chef iført en mørk dragt, der fik ham til at ligne en præst, i spidsen. De samledes i et rum, hvor patient nummer 10.000 lå på en båre. Han havde et usædvanligt stort hoved som følge af sygdommen hydrocephalus, der fører til ophobninger af væske i hjernen. Tidligere på dagen var han blevet aflivet i institutionens gaskammer sammen med andre patienter med forskellige fysiske eller psykiske handicap. ’Præsten’ holdt en lille tale, og mens personalet jublede, lod en af medarbejderne liget glide ind i krematorieovnen.

Livsuværdige

’Æresgæsten’ ved den perverse fejring kom til at dele skæbne med 250.000 mennesker, som af nazisterne blev regnet for livsuværdige.

I slutningen af 1939 havde Hitler udstedet en hemmelig ordre, der bemyndigede hans livlæge Karl Brandt og Philipp Bouhler, som var ledere af Førerens private kontor, til at iværksætte et program, hvorunder handicappede børn skulle samles på særlige ’hospitaler’, hvor personalet aflivede dem med dødelige indsprøjtninger eller ved slet og ret at sulte dem ihjel. Efterfølgende fik forældrene at vide, at deres søn eller datter var død af naturlige årsager, og at de nu kunne få barnets aske udleveret.

Robert Wagemann, hvis hofte blev deform, da han blev født i 1937, var et af de mange børn, som sammen med sin mor blev indkaldt til en undersøgelse på det lokale universitetshospital.

”Imens sad min mor uden for rummet, og hun hørte tilfældigt en samtale, hvor man talte om at skaffe mig af vejen,” fortæller han i et interview på US Holocaust Memorial Museums hjemmeside, og han fortsætter:

”Ved frokosttid da lægerne var væk, greb hun mig, og så gik ved ned til floden Neckar mellem de høje siv, hvor hun gav mig mit tøj på, og så stak vi af og gemte os, for nu vidste vi, at de var efter os.”

Generalprøve på Holocaust

Det hemmelige program blev snart udvidet til at omfatte handicappede i alle aldersgrupper. Ifølge nazisterne udgjorde patienterne ikke blot et økonomisk problem, men deres arvemateriale bragte hele den ’ariske race’ i fare. Lederne af programmet gav ordre til, at patienter, der blev vurderet til at være livsuværdige, blev samlet på seks institutioner rundt om i Tyskland, hvor de kunne modtage særlig behandling – nemlig en tur i nyligt installerede gaskamre camoufleret som baderum. Metoden havde vist sig effektiv og udviklede sig til en generalprøve på den såkaldte endelige løsning af det jødiske problem i Europa. Når man i dag læser øjenvidneberetninger fra Hadamar, er det da også slående, hvor meget de minder om beskrivelser fra udryddelseslejrerne:

”Gennem det (kighullet, red.) så jeg 40-45 mænd, som var presset sammen inde i rummet og nu langsomt var ved at dø. Nogle lå på gulvet, mens andre blot var faldet sammen, mange havde åbne munde, som om de ikke længere kunne få luft. Denne død var så smertefuld, at man ikke kunne tale om medlidenhedsdrab – især ikke når man tænker på, at mange af de døde af og til havde klare øjeblikke. Jeg så på i 2-3 minutter, og så gik jeg, for jeg kunne ikke holde ud at kigge og fik kvalme.”

Myrderierne kunne ikke holdes hemmelige. I Hadamar bemærkede befolkningen, hvordan busser med handicappede ankom til byens hospital, hvorefter sort, stinkende røg kort efter steg op fra skorstenen. Selv skolebørnene vidste besked og truede hinanden med at havne i Hadamars ovne. Protester strømmede ind – ikke mindst fra kirkelige kredse – og i sommeren 1941 blev programmet officielt indstillet. Men det fortsatte i det skjulte. Nu lå beslutninger om liv eller død blot ude på de enkelte sygehuse og institutioner, ligesom man gik tilbage til mere diskrete metoder som dødelige indsprøjtninger og fejlernæring og kastede ligene i massegrave.

Ingen tiltale mod tyskere

På det psykiatriske hospital i Hadamar fortsatte drabene, indtil amerikanske soldater nåede frem i begyndelsen af april 1945 og fandt både massegrave, udsultede patienter og en liste med navne på de 15.000 mennesker, medarbejderne havde slået ihjel.

”Det var det ultimative svigt. Det var jo ikke SS, der myrdede løs her, det var de læger og sygeplejersker – mennesker, der ellers var blevet betroet opgaven at passe og pleje patienterne,” siger Patricia Heberer Rice, der som historiker ved US Holocaust Memorial Museum i Washington har beskæftiget sig indgående med nazisternes drab på handicappede.

Men amerikanerne havde et problem.

Forbrydelser mod menneskeheden blev først en del af den internationale lovgivning i forbindelse med Nürnbergprocessen mod de ledende tyske nazister og militærfolk, som blev indledt i slutningen af 1945. Internationale konventioner forbød overgreb mod civilbefolkningerne i besatte lande, men at en regering kunne finde på at myrde løs på sin egen befolkning, havde man ikke taget højde for, og jurister vurderede derfor, at man ikke kunne rejse tiltale mod tyskere, der havde slået andre tyskere ihjel.

Listen over ofrene gemte imidlertid på en overraskelse. I krigens sidste tid havde medarbejderne på Hadamar også dræbt 476 russiske og polske tvangsarbejdere, som havde fået tuberkulose, og så klappede fælden – ikke blot for dem, der havde udført drabene, men også ansatte, der forfalskede dødsattester, udleverede medicin eller administererede foretagendet.

”Selv om de færreste kender til Hadamar-sagen i dag, blev den skelsættende, fordi den lagde fundamentet for retsopgøret med de ansvarlige for de tyske koncentrationslejre. Sagen slog fast, at de allierede havde ret til at straffe tyske borgere for forbrydelser begået i Tyskland mod civile fra andre lande,” forklarer Patricia Heberer Rice.

Dømt til døden

Hadmars administrative chef og to mandlige sygeplejersker blev dømt til døden og hængt i marts 1946, mens fire andre ansatte fik domme på 25 og 35 års fængsel.

”Det lykkedes anklageren at argumentere for, at der var tale om en konspiration – altså at selv om man ikke er den, der har udført drabene, er man stadig en del af forbrydelsen, hvis man har stået for transport, massegrave eller forfalskede dødsattester – og det er nok det vigtigste, for den strategi blev brugt igen og igen ved det forskellige retssager, der sidenhen har været ført,” tilføjer Patrica Heberer Rice.

Amerikanerne havde arresteret langt flere, end dem, der blev stillet for retten, men da det ikke kunne bevises, at de havde været involveret i mordene på de russiske og polske tvangsarbejdere, måtte man løslade dem. Imidlertid besluttede de allierede, at sager, der handlede om tyskeres overgreb mod landsmænd skulle føres ved tyske domstole som en del af afnazificeringsprocessen, og blandt de første sager var mordene på handicappede medborgere.

”Amerikanerne stolede på, at de tyske domstole ville få ram på dem, som de ikke selv havde hjemmel til at straffe,” pointerer Patricia Heberer Rice.

Ikke retfærdighed

Det skete også til dels – men ikke, som de soldater, der havde fundet massegravene ved Hadmar, havde håbet. Selv om en del af de ansvarlige blev retsforfulgt, blev dommene langt mildere end i 1945. Dels blev dødsstraffen afskaffet i den vesttyske grundlov i 1948, dels var der, set i lyset af Den Kolde Krig, behov for at få lagt afstand til nazismen, så Vesttyskland kunne blive en del af det gode selskab i Vesten. Det førte blandt andet til, at USA som en del af normaliseringen gennemførte en lang række benådninger af tyskere, som var dømt for krigsforbrydelser.

”Samtidig var der en tendens til at tyskerne så hinanden som ofre for Hitlers vanvid, hvilket også havde betydning for dommene, hvor man så anklagede blive frikendt, hvor de blot to år tidligere ville være blevet henrettet,” tilføjer den amerikanske historiker.

Dermed kunne den sidste af de dømte i Hadamar-sagen forlade fængslet i 1958.

”Mener du, at retfærdigheden skete fyldest for ofrene i Hadamar?”

”Det er svært at tale om retfærdighed i skyggen af så kollosalt et tab af menneskeliv, ligesom det altid er svært at dømme historien ud fra vor tid. Men vi taler om personer, hvis vigtigste opgave det var at redde og bevare liv, og som i stedet slog de mennesker ihjel, de skulle passe og pleje – at de kunne gå frit omkring i 1950’erne, det er ikke retfærdighed.”