Hvem slår vores bier ihjel...?

I store dele af verden er bierne ved at forsvinde, og forskere er i gang med et større detektivarbejde for at finde årsagen. I værste fald kan vores forsyning af frugt, bær, mælk og oksekød være i fare.

Da biavler Asger Øxenhaven fra Lolland i november gik ud for at se til sine bier, var alt normalt. Staderne summede af liv fra de 179 familier med 50.000-60.000 individer i hver.

Kort før jul tjekkede han igen, og da var næsten alle kasserne tomme. Kun 11 familier og en håndfuld døde bier var tilbage.

”Jeg plejer at regne med et vintertab på 5-10 procent, men i år er det helt ekstremt og katastrofalt,” siger han til Landbrugsavisen.

Og han er ikke den eneste, der oplever, at bier forsvinder sporløst, mens dronningen, larverne og nogle få arbejdsbier bliver efterladt og sulter ihjel. Andre avlere på Lolland-Falster melder om samme mysterium. Og det gør deres kolleger andre steder i Danmark også. Og i Europa. Og rundt omkring i resten af verden.

I USA, som er blandt de hårdest ramte lande, er antallet af honningbi-familier faldet fra 4,5 millioner i 1945 til 2 millioner i 2007.

Men hvem er det, der slår vores bier ihjel?

Mider fra Indien

Det er et spørgsmål, som forskere arbejder hårdt på at kunne besvare, og den første mistænkte er ifølge Per Kryger, seniorforsker i entomologi på Aarhus Universitet, en fæl lille parasit kaldet varroamiden.

”Vi ser på en del invasive arter, og for honningbier især spiller denne mide en stor rolle,” forklarer han.

Varroamiden, der suger blod fra bierne, bringer forskellige virussygdomme med sig, som fører til deformiteter, problemer med orienteringsevnen og dårligere pleje af larverne. Miderne findes naturligt hos den indiske honningbi, men er nået rundt til det meste af verden, fordi biavlere regelmæssigt importerer familier fra andre lande. Bliver en honningbi angrebet af miden, går der som regel mellem et og tre år, før hele stadet bukker under – med mindre miden bekæmpes med særlige stoffer.

Der er dog et stor men i sagen om de døde honningbier.

De vilde bier, som står for to tredjedele af bestøvningen, er også i vanskeligheder.

”De er også under pres, og vi har set en markant tilbagegang. Ser vi for eksempel blot på humlebierne, er 12 ud af 29 arter truede, mens tre er helt forsvundet,” fortæller forskningstekniker ved Biologisk Institut på Københavns Universitet Henning Bang Madsen, der i øjeblikket arbejder på at vurdere, i hvor stor fare de 285 danske arter af vilde bier er for at uddø.

Og verraomiden angriber ikke de vilde bier. Det kan med andre ord ikke være den indiske snylter, der skal på anklagebænken alene. Derfor retter forskerne også søgelyset mod andre muligheder, og den næste sigtede er den type sprøjtegifte, som kaldes neonikotinoider.

0,000000004 gram

Fordelen med denne klasse af insektmidler er, at de kan bejdses i eksempelvis rapsfrø. På den måde optages giften i planten mens den vokser, og landmanden skal ikke flere gange i løbet af sæsonen ud med sprøjten. Desværre for bierne findes neonikotinoiderne også i blomsternes pollen og nektar, og giftstofferne vil være i jorden på markerne, længe efter at landmanden har høstet afgrøderne.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på giften DDT, som også ophobede sig i fødekæden og blev forbudt i Danmark i 1969. Er vi virkelig ikke blevet klogere?” spørger Henning Bang Madsen retorisk.

Neonikotinoiderne har været under mistanke længe, og i 2013 forbød landene i EU brugen af nogle af dem i en periode på to år. Siden har både tyske, hollandske og britiske studier vist, at dels skal der blot 0,000000004 gram til at dræbe en bi, dels forstyrrer giften biernes evne til at finde vej hjem til deres bo med den føde, de samler i blomsterne. Derfor overvejer EU-Kommissionen også at fremsætte forslag om permanent at forbyde brugen af samtlige typer.

I en retssag mod neonikotinoiderne vil forsvareren imidlertid rejse tvivl, om anklageren har løftet bevisbyrden. Frankrig forbød nemlig stofferne ti år før EU, og her fortsætter bestandene af bier med at svinde ind, og i Australien, hvor giften er tilladt, har man ikke de samme problemer med massedød blandt bierne.

Igen når detektiverne frem til samme konklusion:

Neonikotinoiderne kan ikke være ene om forbrydelsen.

Grønne ørkener

En tredje mistænkt er derfor selve måden, vi driver landbrug på. Før i tiden var landskabet på landet varieret med forskellige afgrøder, læhegn og engområder, og det var ikke usædvanligt at se kornblomster, valmuer og andre blomster i kornmarkerne. Før man i stor stil begyndte at bruge kunstgødning var det også almindeligt med kløver i græsmarkerne, fordi kløveren binder kvælstoffet og på den måde gøder marken. Sådan er det ikke mere. I dag kan man med en kombination af kunstgødning og sprøjtegifte have store marker med blot en enkelt afgrøde. Det er effektivt og giver større udbytte, men for bierne opstår der det, som forskerne kalder grønne ørkner, hvor der nok vokser afgrøder, men af en slags, som enten ikke bestøves af bier – eksempelvis korn og majs – eller som ikke giver bierne den varierede kost, de har brug for.

Problemet er naturligvis, at bierne stadig er tæt på uundværlige for en lang række andre afgrøder. I områder af Kina er bier nu så sjældne, at landbrugene og plantagerne må ansætte hære af folk, som med små børster bestøver blomster med håndkraft, hvilket både er dyrt og langt mindre effektivt end det, honningbierne og deres vilde kolleger kan præstere.

”Skulle bierne forsvinde helt, ville der blive mangel på jordbær, hindbær, kirsebær, æbler, meloner, drueagurker, gulerødder, squash, løg og meget andet. Også mælk vil det blive svært at skaffe, fordi honningbier bestøver den kløver, som er så vigtig for køerne,” siger Per Kryger.

Det er ikke sådan, at vi kommer til at dø af sult, men vores kost ville blive mindre varieret.

”Vi kan leve fint med kartofler, ris, majs, hvede og rug, og en banan til frugtsalat,” konstaterer Per Kryger tørt.

Forarmelse af naturen

Når han og Henning Bang Madsen – og deres kolleger i udlandet – ser nærmere på beviserne, er de ikke i tvivl om en dom. Det var mennesker, som importerede honningbier til og fra Indien og dermed spredte varroamiden. Det var mennesker, der begyndte at bruge neonikotinoider uden at kende de langsigtede konsekvenser. Og det er os – både forbrugere og landmænd – som har ændret måden at drive landbrug på.

Så selv om årsagerne kan være mange og komplekse, vil dommerne næppe se med milde øjne på mennesket i denne sag.

”Det er kort sagt en forarmelse af vores natur,” siger Henning Bang Madsen og peger på, at biernes situation deles med en lang række andre dyr og planter.

Han bakkes op af Per Kryger:

”Vi presser naturen, og vi har ikke forstået, at jordens ressourcer ikke er uendelige, eller at man skal sørge for at passe på næste generation, af det vi lever af. Honningbier og de andre bier tager pollen fra blomsterne. Pollen, der skulle hjælpe planten med at danne frøanlæg og frugter, men mens bierne henter, hvad de skal bruge, spilder de lidt og sørger faktisk for at planten har mere gavn af deres besøg, end det tabet af pollen medfører. Kunne vi lære at bruge jorden på samme måde, ville meget være bedre.”

Fakta: Sådan hjælper vi bierne

Bier har brug for varieret natur – derfor ser man faktisk, at de klarer sig overraskende godt i storbyerne, hvor der er adgang til mange slags træer, buske og blomster i parker, på gader, altaner og tagterrasser.

Har du have, er bier især glade for bærbuske som solbær, ribs og stikkelsbær. Krydderurter som mynte, merian, purløg og timian er også blandt livretterne.

Det er også vigtigt med planter, der blomstrer både tidligt og sent på året – hvilket vi mennesker også kan sætte pris på.

Bierne har også brug for et sted at bo. Det er langt fra alle, der bygger selv, så de har behov for en ikke alt for velfriseret have. Lad kvasbunken ligge vinteren over og lad en del af de visne grene og blade fra træer og hække være.

I det dyrkede land er der i dag mangel på levesteder, og der er det især effektivt med læhegn, udyrkede arealer, blomstrende grøftekanter og bælter med blomster – det vil også være en fordel for de afgrøder, der har brug for biernes bestøvning.

Endelig er forskning i sprøjtemidlers langtidseffekt på bier – og andre dyr – vigtig. Flere steder i verden arbejdes der på at gensplejse planter, så de slet ikke har brug for gift – det ville også bierne nyde godt af.

Er du interesseret i mere om biernes vanskeligheder, ligger der en dokumentar fra BBC på nettet: https://www.youtube.com/watch?v=Y4C8Em3n5YM