Legender, racemyter og gakkede diktatorer

Siden kommunismens sammenbrud har vestlige eksperter forudsagt det nordkoreanske regimes fald – uden held. Vesten forstår nemlig ikke det sære land og dets styre, og det er med til at forværre den nuværende situation.

Den nordkoreanske leder Kim Jong-un er et nemt offer for satirikere og komikere rundt om i verden.

Tag nu blot hans trinde figur og en frisure, der leder tankerne hen på Fred Flintstone, og som en vandrehistorie fortæller er lovpligtig for alle mænd i Nordkorea. Eller hvad med hans titel som marskal og historierne om hans militære genialitet, på trods af at han aldrig har været i hæren? Og så er der alle de officielle propagandabilleder, hvor ’Det 21. Århundredes Sol’ – blot en af mange titler, som ville gøre enhver enevældig konge misundelig – på magisk vis løser store og små problemer med sin næsten guddommelige indsigt rundt om i landet på fabrikker, skoler og landbrug. (Billederne kan i øvrigt findes på en lang række vestlige hjemmesider med titlen ’Kim Jong-Un kigger på ting’.)

Og rækker det ikke til at sammenligne lederen af Nordkorea – og hans far og farfar før ham – med en sydamerikansk kup-general fra serien om Tintin, skulle den nuværende krise, hvor det ludfattige land på Den Koreanske Halvø truer supermagten USA med atomvåben, nok kunne få de fleste til at betragte ham som bindegal.

Det er der i hvert fald mange politikere, forskere og militæranalytikere, der har gjort gennem årene, og siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har langt de fleste også forudsagt Nordkoreas snarlige kollaps. Da Østblokken opløstes, mistede Nordkorea sin største bidragyder og måtte til at betale for korn, gas, olie og militært isenkram. Da landets grundlægger Kim Il-Sung døde i 1994 mente mange, at regimets tid nu måtte være forbi. Og da hans søn, Kim Jong-Il med en katastrofal økonomisk politik og en langvarig tørke førte landet ind i en hungersnød, der kostede flere hundrede tusinde mennesker livet, var iagttagere sikre på, at folket ville rejse sig mod det, der er blevet kaldt verdens sidste stalinistiske diktatur.

Men Kim-familien sidder lige så tungt på magten i dag som altid, og det skyldes først og fremmest, at befolkningen i det store og hele bakker op om styret – men ikke på grund af politik.

En vigtig misforståelse

”Den vigtigste misforståelse i Vesten er, at man betragter styret som et kommunistisk diktatur. Man blander det sammen med Sovjetunionen og regner med, at det er det samme skidt af planøkonomi og dårlig ledelse – man mangler helt den kulturelle forklaring,” siger Geir Helgesen, der er chef for Nordisk Institut for Asienstudier og har forsket i og besøgt det ellers meget lukkede lande gennem 35 år.

Faktisk har den kommunistiske ideologi aldrig været specielt rodfæstet i Nordkorea. Da Anden Verdenskrig sluttede, måtte russerne hente Kim Il-Sung ind fra Sovjetunionen, og ingen af de topfolk, han omgav sig med, var skolet i ideologien. Da USSR kollapsede, blev kommunismen fjernet fra den nordkoreanske forfatning, og billeder af Marx, Lenin og hammer og sejl blev fjernet fra det offentlige rum.

”Den politiske kultur i Nordkorea bygger på konfucianismen med dens fokus på betydningen af den store leder og loyalitet. Det er ikke enestående i den del af verden, for vi ser det også i eksempelvis Japan på virksomheder, i undervisningssystemet og helt op til kejseren. Man har en helt anden tilgang til magt og autoritet,” forklarer Geir Helgesen, der understreger, at Nordkorea er i en liga for sig selv.

Nationalistisk og racistisk

Den amerikanske forsker Brian Myers har i mange år studeret nordkoreansk litteratur, undervisningsmateriale og propaganda, og han er kommet frem til, at den ideologi, der først og fremmest holder sammen på landet, er nationalistisk og racistisk og inspireret af de japanske fascister, som før og under Anden Verdenskrig forsøgte at erobre det meste af Øst- og Sydøstasien.

”Den fremherskende idé om, at Nordkorea er en betonkommunistisk stat er forkert. Jeg betegner landet som drevet af racebaseret og paranoid nationalisme,” fortalte han til radiostationen Voice of America i forbindelse med udgivelsen af bogen ’The Cleanest Race’.

Helt centralt i regimets store fortælling står ideen om, at den koreanske race er alle andre overlegen. I skolebøger, på plakater, i digte og i film fremstilles andre nationaliteter på en måde, der vækker mindelser nazisternes antijødiske propaganda. Igennem generationer har nordkoreanerne fået at vide, at de er i fare, netop fordi de med deres race har en særlig status i verden.

”Nordkoreanerne tror, at deres renhed har gjort dem særligt sårbare over for omverdenens angreb, og derfor er en vigtig del af ideologien også en helt ekstrem mistillid til verden udenfor,” forklarer Brian Myers.

Derimod er tilliden til autoriteter stor. Ligesom børn i en familie har forældre til at passe på sig, må det rene og uskyldige folk have ledere, der kan drage omsorg for dem og landet.

Kim-familiens propaganda-maskine har forstået at udnytte denne mytologi til fulde. Eksempelvis fortælles det – selv om russiske arkiver viser noget andet – at Kim Jong-Il, søn af landets grundlægger, blev født på bjerget Paektu, en hellig vulkan på grænsen til Kina. Legenden fortæller, at også Koreas første konge blev født her som søn af en himmelgud og en bjørn i kvindeskikkelse, og gennem historien har fortællinger om ledere med overnaturlige evner været en fast del af tankegodset på Den Koreanske Halvø.

”Det kan være ufatteligt svært for os at forstå, men nordkoreanerne har aldrig oplevet andet, end det styret har fortalt dem,” fortæller Geir Helgesen.

Trusler og isolation virker ikke

Når USA, Japan og Sydkorea sammen holder storstilede flådeøvelser i havet ud for Nordkoreas kyst, er det vand på regimets mølle, for billeder af de militære manøvre sendes i døgndrift på statsligt tv og bekræfter blot de historier, generationer af nordkoreanere har hørt:

De er i fare, og kun deres store ledere kan redde dem.

Det forklarer også, hvorfor styret blev siddende efter den store sultkatastrofe midt i 1990’erne, for selv om livet i den periode for nordkoreanerne var hårdere en nogensinde før, var alternativet – et altødelæggende angreb udefra – stadig værre. Skal styret fortsat nyde opbakning – og hvis der er noget, Kim Jong-Un ønsker, er det at blive ved magten – må det fortsat yde folket beskyttelse mod verden udenfor. Netop derfor fortsatte Kim Jong-Il landets atomprogram under sloganet ’Militæret først’, selv om mange vestlige iagttager var sikre på, at han i stedet måtte sætte alt ind på at skaffe mad til den sultende befolkning. Og derfor er det også en strategi, hans søn nu følger. Set med regiments øjne er atomtruslen nemlig det eneste sprog, fjenderne forstår, og som samtidig virker overbevisende indadtil.

”Hvis vi ønsker at ændre på tingene i Nordkorea, nytter trusler og isolation ikke, for det vil blot bekræfte over for befolkningen, hvad styret fortæller om Vesten,” siger Geir Helgesen.

Bevare fjendebilledet?

I stedet peger han på andre diktaturer rundt om i verden som Burma, hvor militærregimet begyndte at åbne op, efter at flere lande begyndte at tilbyde relationer og handel frem for isolation. Han nævner også Cuba, hvor en Castro stadig sidder på magten, men hvor der er sket en opblødning efter forhandlinger mellem østaten og USA.

”Det er stadig ikke godt i de lande, men det er da bedre, end det har været i mange år,” pointerer han.

Spørgsmålet er imidlertid, om USA, Japan og Sydkorea overhovedet er interesserede i en opblødning i forhold til Nordkorea. Geir Helgesen fortæller, at han har talt med en række kinesiske forskere og embedsmænd, som over for ham tvivler på de tre landes motiver.

”De siger, at i en tid, hvor Kina er på vej op, og USA er på vej ned, ønsker amerikanerne at fastholde Nordkorea som et fjendebillede for at bevare en massiv militær tilstedeværelse i regionen over for kineserne,” forklarer han.

Omvendt er det heller ingen hemmelighed, at kineserne har store interesser i regionen, og ikke ville have noget imod, hvis Japan og Sydkorea ikke blev bakket op af storebror på den anden side af Stillehavet.

Men det er – som man siger – en helt anden historie.

Ud over interviews bygger denne artikel blandt andet på analysen ’Derfor forstår Vesten ikke Nordkorea’ af Thomas Gloy i magsinet Ræson, Mark Bowdens analyse ’How to Deal with North Korea’ i det amerikanske magasin The Atlantic, og rapporten ’Pyongyang’s Survival Strategy’ af forskerne Daniel Byman og Jennifer Lind.

Fakta: En ultrakort historie om Nordkorea

1945: Efter japanernes nederlag i Anden Verdenskrig, besætter russerne den nordlige del af Den Koreanske Halvø. Amerikanerne får ansvaret i syd.

1948: Den Demokratiske Folkerepublik Korea udråbes med Kim Il-Sung som leder udråbes. De sovjetiske tropper rejser hjem.

1950: Med støtte fra USSR og Kina invaderer Kim Il-Sung Sydkorea.

1953: En våbenhvile indgås og aflutter Koreakrigen. Millioner er døde, men grænsen er næsten uændret.

1960’erne: Med støtte fra Sovjetunionen udvikles den nordkoreanske økonomi – først senere overhales den af Sydkorea.

1974: Kim Il-Sung udnævner sin søn, Kim Jong-Il, til efterfølger.

1993: Nordkorea anklages for at overtræde de internationale regler, som forbyder spredning af atomvåben. Samme år begynder de første tests af langtrækkende missiler.

1994: Kim Il-Sung dør.

1990’erne: Atomprogrammet fortsætter, mens op mod en halv million nordkoreanere dør af sult. Økonomien skrumper hastigt som følge af Sovjetunionens sammenbrud.

2000: Under den sydkoreanske præsidents såkaldte solskinspolitik mødes lederne fra nord og syd. Optimismen varer dog ikke længe.

2002: Præsident Bush udnævner Nordkorea til en del af ondskabens akse.

2000’erne: Topmøder med Nordkorea, Sydkorea, USA, Rusland, Kina og Japan forsøger at finde en løsning på atomspørgsmålet.

2005: Nordkorea indrømmer besiddelse af atomvåben til selvforsvar.

2006: Den første atomprøvesprængning følges af internationale sanktioner.

2010’erne: Nordkorea afprøver med jævne mellemrum nye missiler. Perioder med forhandlinger følges af perioder med isolation og sanktioner.

2011: Kim Jong-Il dør og efterfølges af sin yngste søn Kim Jong-Un.